Slip negative energier og tænd dit indre lys

Kæreste du

De mange og heftige energiskift vi oplever på Jorden lige nu, betyder for rigtig mange, at de oplever at befinde sig midt i mørke og kaos, og at der sker store skift både på de indre og ydre planer.  Sammenbrud i  kroppen og i hele energisystemet og opbrud på de fundamentale personlige områder af livet er noget mange kan nikke genkendende til. Jeg har for nylig skrevet et indlæg om dette på min facebookside  .

Det er ganske enkelt dit eget indre mørke og alle de negative sider og energier, vi også indeholder som mennesker, der nu hvirvles op til overfladen, så vi kan give slip på dem.  Det kan være gammel smerte, sorg, angst, vrede, frygt m.m., som gennem mange liv har ligget indlejret i dit energisystem og skabt blokeringer for dig på forskellige områder af dit liv.

I samarbejde med din sjæl, dit eget højere selv og de universelle energier frigøres disse energier nu fra dit system, så du kan tilpasse dit eget individuelle system til den universelle nye tids meget højere frekvenser og vibrationer, som lige nu strømmer ind til Jorden og hjælper hele menneskeheden med at stige i frekvens.

For at følge med i dette store skift i både den kollektive og den individuelle bevidsthed og lade dig selv og din krop og hele dit energisystem stige i vibration og dermed blive i et med og integrere de nye energier, er du nødt til at slippe de tunge energier, du har båret rundt på. Ellers svarer det til, at du prøver at flyve med 100 kg tunge sandsække på ryggen. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Du er nødt til at slippe al den tunge bagage, underforstået den negative energi, for at stige til en højere vibration. Og det er lige præcis det, som det hele handler om. At stige til så høj en frekvens og vibration, hvor der kun er plads til ren kærlighed, lys og væren. At skubbe egoet til side og slippe dets frygt og angst og lade sjælen råde.

For at dette kan ske er vi hver især nødsaget til at heale vores eget mørke, vores egne indlejrede negative energier. Og det kan være lidt af en hård nyser, for det kræver at vi tør se på og slippe ALT det, der ikke nærer os. ALT det, der dræner os og holder os fanget i mørket og forhindrer os i at stå i vores eget lys.

Uanset om dette er traumer fra tidligere eller nuværende liv, eller om det er omstændigheder, relationer og situationer i vores liv lige nu, som ikke længere tjener os på vore livsvej, så er det nødvendigt at rydde godt og grundigt op, for at rykke sig fremad og opad og tage de vigtige skridt på vores individuelle sjælsvej og opfylde den mission, vi er her for at fuldføre.

Det handler i al sin enkelthed om at tillade dig selv at tænde for dit eget indre lys. Det lys, der bor i dit hjerte, hvorfra du er forbundet med universet og alle dets riger og alt levende på Jorden. Husk på, vi er alle ét med hinanden. Når du åbner for og tænder lyset i dit hjerte og tillader din sjæl at råde, jager du helt automatisk dine egne skygger bort. Hvor der er lys og kærlighed, kan der ikke være mørke og frygt. Når du tænder dit hjertes lys, tænder du lys i mørket og de negative energier elimineres og opløses af den altomfavnende kærlighed, som dit eget smukke hjerte rummer. Den kærlighed, som findes i universet, og som du og vi alle er skabt af,

Men mørket kan være skræmmende og frygten kan meget hurtigt tage over, når vi forsøger at tænde lyset. De mørke kræfter og dit ego vil igen og igen forsøge at holde dig tilbage fra at tænde kontakten i dit indre og overbevise dig om at det er farligt, fjollet, forkert osv. at lytte til din egen indre stemme og intuition, Vi ved jo i bund og grund godt, hvad der er bedst for os, og hvad vi inderst inde drømmer om, vi er blot bange for at forfølge det pga, frygt og angst for at fejle, være forkerte, for meget , for lidt, for dumme, for grimme, for anderledes og alt det andet, egoet bilder os ind. 

Problemet er bare, at det afholder os fra at følge vores drømme og lytte til vore sjæl. Kunsten er derfor at stole på de impulser, du hele tiden modtager fra din sjæl, som hjælper dig med at åbne hjertet og tage mere og mere lys ind og på denne måde langsomt eliminere og rense ud i dit mørke, ind til du til sidst kan skubbe egoet væk og stå i dit eget sjælslys og være nøjagtig den, du er, og udleve din unikke sjælsmission her på Jorden.

Det kræver ofte blod, sved og tårer, men det er det hele værd, hver gang du tager mere lys ind og slipper negative energier i form af tanker og følelser. Du bliver lettere og friere for hver gang, og bare vent og se, snart er du klar til at flyve.

I kærlighed 

Louise Camille